Landsbyen omkring tablaoen
Poble Espanyol: Barcelonas landsby fra 1929
Hvorfor en arkitekturens Michelin byggede en hel falsk by på Montjuïc, og hvad der stadig står i dag.
Se billetter til Tablao de Carmen på GetYourGuide ↗Poble Espanyol kort fortalt
| Fakta | Detalje |
|---|---|
| Bygget | 1926–1929, til Barcelonas internationale udstilling |
| Lavet af | 117 bygninger i fuld skala kopieret fra byer over hele Spanien |
| Hvor | Montjuïc, ca. 400 m fra Den Magiske Fontæne |
| I dag | Et frilandsmuseum med værksteder, restauranter og tablaoen |
En landsby bygget for at rejse gennem Spanien på en eftermiddag
Poble Espanyol blev bygget mellem 1926 og 1929 som et af hovednumrene på Barcelonas internationale udstilling. Et team af arkitekter og forskere rejste mere end 20.000 kilometer rundt i Spanien og besøgte over 1.600 byer for at kopiere facader, pladser og gader fra hver region ind i en enkelt gåvenlig landsby på Montjuïc — i alt 117 bygninger i fuld skala, arrangeret som om landets regionale arkitektur var blevet komprimeret til en enkelt eftermiddags gåtur. Det var ambitiøst selv efter udstillingens standarder, og det er grunden til, at landsbyen stadig fremstår som en ægte by snarere end en temakulisse.
Den andalusiske bydel
Tablaoen ligger inde i landsbyens andalusiske bydel — kalkede vægge, smedejern og steder, hvor væggene fra gulv til altan er behængt med blå urtepotteskjulere med røde pelargonier, der genlyder gårdtraditioner fra byer som Córdoba. Det er denne bydels egen patio, ikke et scenografi tilføjet senere, hvor Carmen Amayas familie optrådte i 1929: tablaoens lokale og bydelens egen historie er den samme historie, hvilket er usædvanligt for et spillested så centralt i en bys flamencoscene — de fleste tablaoer er ganske enkelt bygget inde i det lokale, der nu engang var til rådighed, ikke på grund med sin egen dokumenterede optrædelseshistorie.
At overleve udstillingen
De fleste udstillingspavilloner fra 1929 blev revet ned, da messen lukkede; Poble Espanyol gjorde ikke. Det forblev åbent som en permanent attraktion og er blevet udvidet sidenhen og rummer nu håndværksværksteder, restauranter, et museum for samtidskunst og tablaoen side om side med de oprindelige gader og pladser. Den kontinuitet betyder noget for et besøg: de bygninger, man går forbi på vej til middagen, er ikke replikaer opført til turister i de seneste årtier, men den samme 1920'er-konstruktion, som udstillingens egne besøgende ville have set, holdt i brug frem for lagt på lager.
En gåtur inden forestillingen
Enhver billet til Tablao de Carmen inkluderer samme dags adgang til landsbyen fra kl. 16.00, hvilket er tid nok til at gå fra den centrale plads gennem flere af de regionale kvarterer inden middagen. Gåturen er ikke en formalitet, der er klistret på billetten — den er konteksten for det rum, man snart skal sidde i, da selve patioen, lygterne, nellikerne og bordene i corrala-stil alle tilhører samme byggede miljø som gaderne udenfor. At ankomme midt på eftermiddagen frem for først ved 18.00- eller 20.30-optrædenerne gør den forbindelse synlig frem for antaget.
I nærheden
Poble Espanyol ligger tæt på Montjuïcs andre store attraktioner — Den Magiske Fontæne, omkring 400 meter væk, Olympiske Ring og Fundació Joan Miró blandt dem — så landsbyen fungerer lige så let som et tidligt aftenstop på en længere Montjuïc-dag som et selvstændigt besøg tidsbestemt til middagen. Besøgende, der allerede tilbringer en eftermiddag på bakken, ved borgen eller i haverne, kan indpasse en opvisning hos Tablao de Carmen i samme dag uden en ekstra tur op, da den inkluderede adgang dækker den tid, der er tilbage inden forestillingen.
At få en fornemmelse af skalaen
117 bygninger lyder abstrakt, indtil man står inde på en af pladserne — selve Plaça Major er bygget i skalaen af en virkelig byplads med en fungerende rådhusfacade kopieret fra Aragon, og gaderne, der forgrener sig fra den, skifter karakter kvarter for kvarter, efterhånden som de kopierede regioner skifter. Det belønner langsom gang frem for en lige linje til tablao-døren: researcharbejdet bag landsbyen var bevidst bredt og dækkede både kystbyer, bjerglandsbyer og storbyer, så ingen to kvarterer læses helt ens.